Må jeg præsentere "mit" Atlanta

Atlanta er en mærkelig by, set med europæiske øjne. Den er flad som en pande kage ind til midten hvor det drøner op i højhushøjde - egentlig ikke rigtigt skyskaber højde - blot høje højhuse. Selve centrum er ikke større end jeg ville påtage mig at går rundt om det på 1 - max 2 timer. Der er nye høje højhuse og midt i mellem disse nærmest tilfældigt gamle byhuse på 2 etager, bankbygninger på 3-4 etager og enkelte ruiner i mange sals højde. Indtrykket er dog jævnt hen nyt byggeri - designet og smart. Det gamle skrammel som står her og der er der ingen der fjerner eller krævet fjrenet. Vil man slå brædder for vinduerne af ens højhus og lade det for falde eller falde sammen, ja så er det jo en privat sag.

Hvad rummer centrum så? Kontor arbejdspladser, meget få butikker, som jeg kun har set mennesketomme, mange små frokostrestauranter og kiosker, en lille park på hvert fjerde gadehjørne og en hel del folk på gaden om dagen altså. Om aftenen rummer den ingenting - en stor tom klump bygninger og så en hel del hjemløse på gade niveau. De betragtes sådan set også som ingen ting...

Lige uden for centrum - der her består at five points s-togsstation (her krydser alle 4 s-tog strækninger), et smukt udformet torv og Underground Atlanta nå ja også alle de høje bygninger uden om - men lige udenfor det løber hovedfærdelseåren I85 - 5 spor hver vej i tætte stimer og vupti derefter, så er man i villa kvarterer. Gade efter gade af snoede ældre villaveje med fine små til store gamle / ældre og nyere Sydstats huse godt pakket ind i en masse træer. Og bortset fra enkelte højere (hus højde) punkter dels mod nord og dels mod øst ud af byen, så strækker disse villa veje sig så langt ud som 1-2 timers kø kørsel klokken 17-19. På billedet ses et velindpakket sydstatshus - man planter gerne buske lige foran de sydvendte vunduer :)

I mellem fine villa kvarterer ligger i området langs den østlige jernebane i ruiner ud til King Memorial station - det er kun 2 stationer fra centrum - et par kilometre tror jeg - og der ude er det sorte centrum af byen, der hvor Martin Luther King voksede op og havde en stor del af sit virke som voksen. Det var og er en traditionel sort bydel - også stadigvæk med en blading af fattigdom og middelklasse. For en del et levende museum over en stor person. Der efter kommer byens flipper kvarter - little five points (det er lige nede af gaden i forhold til hvor vi bor.) Det er i alle turistbruchurene for Atlanta - vildt sted :) Der er en til to håndfulde små flippede mode- og krystal-butikker + ca. 1 håndfuld restauranter - cirka sammen længde som jomfru Ane gade - og det er det. Mere skal der ikke til i USA - Mall'senes land! De elsker de små eksotisk gade med rigtige butikker - især de moderne amerikanere - det er IN - det sir' jeg jer...

De sydsstatshuse som jeg synes så fugtige og forfaldne ud da jeg ankom er ligesom krøbet ind under huden på mig i løbet af de sidste 2 måneder, de er nu smukke gamle huse - en del har skallende maling, men det har træhuse jo jævnligt og jeg kan nu se forskel på runiner (og de er her selv sagt) og så alle de andre huse i sydstats stil. Det er lige som jeg har knækket koden for huse i Georgia. Spøjst!, ikke? Henning ses gående tur på en ganske almindelig gade tæt på "vores" hus.

Sådan er det også med alle de sorte mennesker jeg møder hernede - og her er godt nok mange ;) - De første 2 uger fandt jeg, at de bare var sorte - nu er de som folk er flest - så den farve kode er også knækket.

Det er faktisk tankevækkende og morsomt at iagtage hvordan der langsomt bliver kastet lys på Atlanta, southern living og alt det andet nye. Alt var tåget og dækket til for os da vi kom. Efterhånden som min "lommelygtes lyskegle" falder på nye ting - går jeg fra at synes det er noget mærkeligt noget, svært at overskue og i bund og grund besynderligt til at kunne finde rundt/forstå, til at kende, til at kunne lide (i hvert fald meget af det) - og så er der andre ting at lyse på --- Det er ikke fordi lyset slukkes igen, når det først er oplyst, men inden er der kul mørkt - det siger jeg jer. Og det morsomme er, at man vænner sig til at lade tiden gå, mens man dummer sig - for man ved jo at om et par dage er det også rutine :)

Nå tilbage til Atlanta.

Når jeg tager banen ind om morgenen er toget fuldt af sorte på vej til arbejde fra arbejdsmandstøj til højhælede kontordamer og så enkelte små flippede hvide og et par turister. På vej ind kører jeg fra Inman park station (lige midt i flipper kvarteret) hvor der er nyrigt og flippet over King Memorial, som er en ny moderne station i hvid beton og så ud til højre nærmer centrum sig.

Banen er en højbane, så der svæver (glem alt om lydløs svævning) vi hen mod byens høje høj huse der er omgivet af lave p-huse i 3-4 egaters højde og ser Grady Memorial hospital og Georgia State University bygningerne nærme sig, mens banen i en let kurve passerer et par ældre boligkvarterer under nedrivning og en række fabriksanlæg, der forlængst er gået i stå. Så pludselig er vi inde under halvtaget på Georgia State University stationen og resten af turen til five points tages indendørs - altså "under jorden" - det vil her sige pakket ind i bygning.

Så er det ud af toget op af trapperne rundt i svinget ved billetlugen endnu en gang trapper og så er jeg oppe på Five Points store granit fliser. Stedet hedder five points fordi byens 5 store gader i tidernes morgen mødtes her. Nu er det den station hvor nord/syd banen krydser øst/vest banen. Det er stadig byens centrum.

På denne plads ned mod Broad Street, hvor jeg arbejder, holder en flok - ja jeg gætter på de er hjemløse - til. Ihvertfald har de tilsyneladende ikke andet at lave end at være der. Der er ham med de sørgmodige øjne og kørestolen, der er dværgen og så ham den tynde, der står og råber guds ord ud til alle. Der er gimperne og den ældre posedame i de 15 lag tøj. Mange af dem er der hver dag - og jeg iler så spidsrod ned igennem dem med min dårlige samvittighed ned til gaden og lyskrydset og ind i den gamle bankbygningen, der er blevet forlænget med 10 etager op af - så der nu er 15 etager. (tror jeg nok - eller er det 16?)

Jeg trykker på op-knappen ved de 3 elevatorer, hilser på portieren og venter troligt. Jeg føler mig som et rigtigt bymenneske - effektiv og moderne.

"Vores" center holder til i bankens oprindelige loftetage, hvor alle installationer før var. Det stod stadig som rod selv om de byggede de mange etager på. Først for nogle få år siden da vores chef fik bevilliget en masse penge til at starte dette center - blev den endeligt sat istand. Det har bla. resulteret i at elevatorerne godt nok standser her - også den oprindelige, som så til gengæld kun går her til. Men der går kun trapper OP af - så det skilt med "i tilfælde af brand brug kun trappen" må altså her betyde at man enten løber op af eller bliver og ser hvad der sker :)

Mit kontor er lortebrunt på væggene - det er vist standard farven på vægge i kontorlokaler har jeg efterhånden opdaget. Kontormøblerne vejer cirka 5 ton hver og er ergonomisk helt ude i hampen - og af mørk bejset træ. Alt dette er også standard. Og er er ingen gardiner, men da jeg kom var kontoret fyldt med pc- grej og alt sådan noget. Helt efter standarden var "maskin folkene" inde ved siden af flydt over ind i det tomme kontor, som jeg så fik. Der kunne heller ikke være mere inde hos dem selv - det medgiver jeg :)

Jeg er ellers et blå og grønt menneske, men dette brune og mørke miljø SKREG på rødt, så jeg har bla. købt og hængt 2 røde hunde plakater op - Sat postkasserøde røde papirsposer op som "vaser" og urtepotteskjulere - og så købte jeg det billigste julestof jeg kunne finde i januar(lyseblå med farvestrålende pingviner, der holder jule party) Så nu er der farver på... Det er blevet ret godt. Nu bliver jeg ikke deprimeret mere over at komme der ind.