I dag forlod vi Joels familie. Tæt på deres hjem krydsede vi floden med den historiske færge og satte kursen syd på til Appalacherne. Vi havde planlagt at køre på turist bjergvejen - så langt i bjergkæden som vi kunne nå og havde lyst til.
Tæt på færgen opnåede vi at se endnu et dyr på listen over "most wanted" nemlig de vilde kalkuner - Hannerne kaldes gobblers - i tiden hvor de gobbler - giver en utrolig lyd for at tiltrække hunner. Det siges at indianernes krigshyl er lavet som efterligning af denne lyd.
Og så lige en farvel salut til Maryland - BlueBells ved Patomac river...
Og den første udsigt efter at være kørt op i de blå bjerge. "The blue ridge" Highlands. Vi startede på Blue Ridge Skyway - en MEGET snoet bjergvej helt oppe på toppen af bjergene gennem natur state park hele vejen. Stejlt smukt og ufremkommeligt - altså bortset fra vejen :)
Der var p-pladser med udsigt ustandselig - og vi holt troligt ind på de første 30 tror jeg - inden vi valgte at vende om hvis det var bedre end normalt - i stedet for at teste dem alle.
Udsigten fra bilen var også flot. Her er far og søn ved at se om de kan udpege den højeste top, som ses i næste billede-
De færreste toppe er bare - skoven kan finde rodfæste alle steder, selvom bjergene i Norge ville være skovfri. Forstør billedet af bjergenne (og en lille klat Simon) ved at dobbelklikke på det og se hvordan vejen så sandelig er anlagt på toppene (eller næsten på toppene. )
Det 2. billeder er ikke en vildt begejstret Simon, næ han peger blot på Stoney man" bjerget (set i profil) - Vi gik senere en lille tur ud på hans næse og må løbe ned til bilen for at nå i tørre vejr og sikkerhed inden et alvorligt tordenvejr -
Vi havde hele tiden kunnet følge vejret over langs den næste bjergkam - men nu skal jeg lige love for at det kom herover. Vi blev næsten blæst ned fra klippen :) Mutter fik motion -
vi LØB alt hvad vi kunne ned til bilen.
Den oprindelig domine- rende træart i bjergene var valnød - en yderst anvendelig og stærk træsort, men den blev udryddet under et svampe angreb i 30'erne. Træ stammerne ligger der dog endnu - så meget modstandsdygtighed er der naturligt i dem. De er selvfølgelig anløbne ...
PÅ billedet tror jeg nok det er en skal af valnød, men vi så faktisk hele stammer.
Efter første regnvejr var det noget dunkelt - og vi blev vildt begejstreret da der stod white tail deer lige ved vejen - Og så en gruppe til og en til og en til - vi kunne næsten ikke komme frem for dem. Hele bjerget myldrede med dem. Efterhånden fik vi regnet ud atvi kørte i deres køkkenhave - græsset langs vejen er det eneste græs der bliver slået i naturparken
og er derfor frisk og grønt en langt større del af året - så hvor vil man helst græsse når man forøvrigt er 100 % sikker på ikke at blive skudt og at folk er vilde med at se en - og derfor kører langsomt... Se på billedet !! Så tryg som bag tremmer i Zoo....
Da regnen var stoppet og det så ud som uvejret var ovre gik vi på vores næste tur ned til et vandløb. Der var langt ned. - det var en ganske almindeligt smukt lille vandfald (Når man har set europas mest vandførende på Island er alt småt :) og en hyggelig lang stejl grøn sti derned.
1/3 del oppe igen begyndte det igen at trække sammen og igen måtte vi løbe for at nå bilen - OPAD ... PUST!!! BIlen der holdt lige ved siden af os havde et ekstra biltag af en ældre model bundet fast på tagbagagebæreren - hvorfor ? Jo fordi den slags vejr giver STORE hagl og bilen nedenunder var ny :)
Det blev nu kun til alle tiders kæmpe og langvarende tordenvejr - hvor lynene gik i et mens vi trillede ned fra bjerget, gennem dalen og til vores motel i Luray - Belært af de sidste par ture havde vi bestilt værelse :)
I dag var det Simons sidste officielle fodbold kamp herovre. De mangler godt nok at spille 2 kampe - der begge er blevet udsat på grund af regn - Regner det lukker man banerne. Og så en turnering d. 3/4 maj... 
Denne gang lige en introduktion på engelsk:
Thank you – once again we felt like home after just 2 sec. in the house…
Pilen truede med at blive lysegrøn og solen begyndte at erobre landet… Der er smukt i Maryland – meget smukt – og det dufter og lyder af forår. Folk gør forårsrent og klar, det summer af aktivitet og virkelyst. Her nede i syden er det koldt og så bliver det varmt – og det er så det Ja Måske man ikke priser forår så meget når træerne først taber de sidste blade i januar og påskeliljerne topper i marts. 
Virginia og Maryland er det smukkeste landskab vi endnu har set herovre, men alt tager sig jo også guddommeligt ud i forårsdragt.
Det er vældigt smukt og stateligt fordi det bærer sine blomster så værdigt - men bliver kun et lille træ. Det røde hedder Redbud - hvilket jo er oplagt - der sidder blomsterne direkte på grenene, så det ser ud som om de er røde.
Nu er vi i hvert fald tilbage - og nu er det sommer. Aller træer er grønne (stadig lysende grønne, dog) azalierne og rodondendron knalder rigtigt igennem i farve paletten og fuglene har DRØN travlt. … 
Alt der blomstrede da vi tog af sted for 10 dage siden er visnet og afløst af nye blomster, hvor vi mindst ventede det. Ja her er faktisk også helt pænt J -
Vi besøgte en tobakstørre stald, hvor der blev fremvist 3 traditionelle med forskellige måder at lave hegn på (af de valnøddetræer der nu er uddøde, men mange af stykkerne er fra før 30 erne - sådanne hegn holder i generationer. 
Man kunne ikke blive enige om hvordan og hvor meget man skulle beskytte dette bjerg.
vi havde kørt lidt om kap med tiden (Bjergkørsel tager laaang tid) for at nå at besøge en indianer landsby - lige på grænsen til Georgia. Den var lukket !! (Vinter lukket) et indiansk Hjerlhede... Men vi så da en masser pangelbutikker langs vejen der solgte ægte indianer keramik og udstyr :)
Vi gik rundt i en time - med nye syn hele tiden - fantastisk oplyst (hvilket gav anledning til de grønlige belægninger på nogen af formationerne - alger kan nemlig gro i kunstlys - egentlig fandtes kun hvide og gulligt røde (rust) formationer. 
Simon gik forrest i flokken, Henning hang i en bagerste halvdel for at følges med mig - og jeg gik allerbagerst sammen med 2-3 andre fototosser - der jo helst tog billeder af formationerne UDEN folk på :)
(første billede: Simon og Henning i første kammer, Andet billede: En helt fantastisk spejl sø, Treide billede: Formationen hedder juletræet - og fjerde billede: de tre vise mænd, Femte billede er af en tilfældig af hulerne - ovre til højre kan I se stien og den flok jeg hang efter hele tiden,
sjette billede: Hulens højeste formation - læg mærke til folkene ovre til venstre,
Det var P....koldt og regnede den dag - så vi bestemte os til at holde os i lavlandet og få spist nogen af de 400 miles på en interstate landevej inden vi ville "nyde" bjergene. Først spiste vi dog vores mad lige op og ned at hovedvejen og en kirkegård (de fylder sjældent meget og er tilsyneladende lagt hvor man nu kunne bære kisten hen :)) Huset bagerst i billedet (det hvide) var hovedpersonen i en vigtig manøvre i borger krigen - en dristig sydstats general og hans gående kvaleri (de var kendt for at kunne bevæge sig meget hurtigt) afskar nordstaterne ved at smadre broen lige ved det hvide hus- få timer før Yankierne nåede frem. Vi har ikke overblik over borgerkrigen endnu - men der er mindesmærker og vigtige historiske steder over hele østkysten - og mentalt er der stadig nord og sydstater ... Det er absolut noget man må forholde sig til herovre.
Da vi endelig kørte op i bjergene var det så koldt og blæsende at vi kørte og kun bevægede os ud af bilen een gang fra kl. 14 til vi lejede os ind på et motel oppe i en lille pasby, med 2 country stores og et spise sted... Ret hyggeligt - ret Country (Country musikken stammer faktisk fra disse bjerge - og slog kun an i hele USA ved et tilfælde. Under en radio transmission af noget helt andet (jeg husker ikke hvad) blev hovedpersonen syg - og pianisten, som skulle spille til - hentede sin gamle onkel der tilfældigvis var med (formentlig for at se hvordan sådan noget foregik) Han kunne den slags country musik der er en blanding af Irsk/skots folkemusik og bortløbne slavers musik - og Han spillede og sang i en time - og country var på vej til at blive et hit :) - Det er sandt!!!
Den del af highwayen vi skulle køre på nu gik på kanten af et højt og frodigt plateau med gårde og skov. Det var umådeligt smukt med den ene grønne ager efter den anden. Vi kom også tæt nok på en hønsegrib til at kunne få et billede af den... De er vældigt smukke når de hænger i luften og cirkler - 
I dag forlod vi Joels familie. Tæt på deres hjem krydsede vi floden med den historiske færge og satte kursen syd på til Appalacherne. Vi havde planlagt at køre på turist bjergvejen - så langt i bjergkæden som vi kunne nå og havde lyst til.
Tæt på færgen opnåede vi at se endnu et dyr på listen over "most wanted" nemlig de vilde kalkuner - Hannerne kaldes gobblers - i tiden hvor de gobbler - giver en utrolig lyd for at tiltrække hunner. Det siges at indianernes krigshyl er lavet som efterligning af denne lyd.
Der var p-pladser med udsigt ustandselig - og vi holt troligt ind på de første 30 tror jeg - inden vi valgte at vende om hvis det var bedre end normalt - i stedet for at teste dem alle.
Det 2. billeder er ikke en vildt begejstret Simon, næ han peger blot på Stoney man" bjerget (set i profil) - Vi gik senere en lille tur ud på hans næse og må løbe ned til bilen for at nå i tørre vejr og sikkerhed inden et alvorligt tordenvejr - 
Vi havde hele tiden kunnet følge vejret over langs den næste bjergkam - men nu skal jeg lige love for at det kom herover. Vi blev næsten blæst ned fra klippen :) Mutter fik motion -
vi LØB alt hvad vi kunne ned til bilen.
PÅ billedet tror jeg nok det er en skal af valnød, men vi så faktisk hele stammer.
og er derfor frisk og grønt en langt større del af året - så hvor vil man helst græsse når man forøvrigt er 100 % sikker på ikke at blive skudt og at folk er vilde med at se en - og derfor kører langsomt... Se på billedet !! Så tryg som bag tremmer i Zoo....
Da regnen var stoppet og det så ud som uvejret var ovre gik vi på vores næste tur ned til et vandløb. Der var langt ned. - det var en ganske almindeligt smukt lille vandfald (Når man har set europas mest vandførende på Island er alt småt :) og en hyggelig lang stejl grøn sti derned.
