farvel, gobblers, langt højere bjerge og torden!

I dag forlod vi Joels familie. Tæt på deres hjem krydsede vi floden med den historiske færge og satte kursen syd på til Appalacherne. Vi havde planlagt at køre på turist bjergvejen - så langt i bjergkæden som vi kunne nå og havde lyst til.

Tæt på færgen opnåede vi at se endnu et dyr på listen over "most wanted" nemlig de vilde kalkuner - Hannerne kaldes gobblers - i tiden hvor de gobbler - giver en utrolig lyd for at tiltrække hunner. Det siges at indianernes krigshyl er lavet som efterligning af denne lyd.

Og så lige en farvel salut til Maryland - BlueBells ved Patomac river...
Og den første udsigt efter at være kørt op i de blå bjerge. "The blue ridge" Highlands. Vi startede på Blue Ridge Skyway - en MEGET snoet bjergvej helt oppe på toppen af bjergene gennem natur state park hele vejen. Stejlt smukt og ufremkommeligt - altså bortset fra vejen :)

Der var p-pladser med udsigt ustandselig - og vi holt troligt ind på de første 30 tror jeg - inden vi valgte at vende om hvis det var bedre end normalt - i stedet for at teste dem alle.
Udsigten fra bilen var også flot. Her er far og søn ved at se om de kan udpege den højeste top, som ses i næste billede-
De færreste toppe er bare - skoven kan finde rodfæste alle steder, selvom bjergene i Norge ville være skovfri. Forstør billedet af bjergenne (og en lille klat Simon) ved at dobbelklikke på det og se hvordan vejen så sandelig er anlagt på toppene (eller næsten på toppene. )

Det 2. billeder er ikke en vildt begejstret Simon, næ han peger blot på Stoney man" bjerget (set i profil) - Vi gik senere en lille tur ud på hans næse og må løbe ned til bilen for at nå i tørre vejr og sikkerhed inden et alvorligt tordenvejr - Vi havde hele tiden kunnet følge vejret over langs den næste bjergkam - men nu skal jeg lige love for at det kom herover. Vi blev næsten blæst ned fra klippen :) Mutter fik motion - vi LØB alt hvad vi kunne ned til bilen.
Den oprindelig domine- rende træart i bjergene var valnød - en yderst anvendelig og stærk træsort, men den blev udryddet under et svampe angreb i 30'erne. Træ stammerne ligger der dog endnu - så meget modstandsdygtighed er der naturligt i dem. De er selvfølgelig anløbne ... PÅ billedet tror jeg nok det er en skal af valnød, men vi så faktisk hele stammer.

Efter første regnvejr var det noget dunkelt - og vi blev vildt begejstreret da der stod white tail deer lige ved vejen - Og så en gruppe til og en til og en til - vi kunne næsten ikke komme frem for dem. Hele bjerget myldrede med dem. Efterhånden fik vi regnet ud atvi kørte i deres køkkenhave - græsset langs vejen er det eneste græs der bliver slået i naturparken og er derfor frisk og grønt en langt større del af året - så hvor vil man helst græsse når man forøvrigt er 100 % sikker på ikke at blive skudt og at folk er vilde med at se en - og derfor kører langsomt... Se på billedet !! Så tryg som bag tremmer i Zoo....

Da regnen var stoppet og det så ud som uvejret var ovre gik vi på vores næste tur ned til et vandløb. Der var langt ned. - det var en ganske almindeligt smukt lille vandfald (Når man har set europas mest vandførende på Island er alt småt :) og en hyggelig lang stejl grøn sti derned.


1/3 del oppe igen begyndte det igen at trække sammen og igen måtte vi løbe for at nå bilen - OPAD ... PUST!!! BIlen der holdt lige ved siden af os havde et ekstra biltag af en ældre model bundet fast på tagbagagebæreren - hvorfor ? Jo fordi den slags vejr giver STORE hagl og bilen nedenunder var ny :)

Det blev nu kun til alle tiders kæmpe og langvarende tordenvejr - hvor lynene gik i et mens vi trillede ned fra bjerget, gennem dalen og til vores motel i Luray - Belært af de sidste par ture havde vi bestilt værelse :)